Indlæg

Vinterdrømme

Billede
At svæve hen over den hvide morgenis, mens jeg luner mig på hendes små røde kinder. Det er som en drøm, med alle de ord, der glider over læberne. Hun har tabt sin første tand, og hun står der i frosten og skinner næsten som en lille engel. En vinter med frost under sålerne føles mere tryg, tænker jeg, og det knirker under vores støvler, mens vi går i ud af porten. 
                                                                               *
Det sker ind i mellem, at hendes drømme om natten er så langt ude over hendes egen fatteevne. Hun ved ikke, hvad hun skal stille op med de drømme, men hun nyder ofte at fastholde dem og må knibe øjnene intenst sammen, holde fast med næb og klør.  For hun elsker den, hun bliver i de drømme. Den figur, den stemme, den modenhed hun bærer så naturligt Drømme der er så lette. Som at stryge silke ned over knæene om sommeren. Svalende, blødt og så befriende. Kildrende. Op af dagen drømmer hun videre, selvom hun alt for tydeligt fornemmer den manglende ma…

Jeg insisterer på at være new yorker i dag

Billede
Når jeg læser, så leder jeg efter mig selv. Jeg leder efter noget, jeg er. Og jeg leder efter noget, jeg vil være. Jeg leder efter, noget jeg forstår. Og når det lykkedes, giver tingene mening. Noget falder i hak.
I dag har jeg lyst til at være new yorker. Igen i dag. Så vil jeg gå ned af Madison Avenue, og jeg vil købe kaffe og tyggegummi med kanelsmag, og jeg vil læne nakken tilbage og se op på den store vanvittige by, der er min. Jeg vil se på den blå himmel, der bliver så isnende lys blå over tårnene, spejlene og glassene, der glitrer i solens hvide lys. Jeg vil ånde og trække min hue lidt op, for selvom luften er kold, så kold, er jeg vild vild med at mærke den New York frost, der får mit hår til at knitre.
Jeg vil tage mine nye Nike sneaks på, og rulle mine sølvbenvarmere op, og hoppe gennem dampen, der vælter op fra risten i gaden bag New York Public Library, og så vil jeg løbe på de brede boulevarder med nettet fuld af Hemmingway, Auster, Franzen, Steinbeck, Hustvedt, Whitman,…

Jeg vil bare ikke sove fra det

Okay, mens jeg venter, sker der ikke en skid. Med mig. For jeg tager mig af. Af dem jeg elsker, også for ligesom selv at kunne flyde ovenpå. Det FØLES sådan ind i mellem. Og alt andet er umuligt. Og jeg forstår så, at livet ER det. Livet ER at tage sig af dem, man holder af. At pleje, kysse, undskylde, anerkende, overbære, elske, skænde, tilgive, røre, vedholde, omsorge, omholde og alle de ord, jeg har lyst til skal findes til netop det her. Jeg tænker på, at alt hvad jeg hører, alt hvad jeg læser, alt hvad jeg tænker - at det hele handler om én ting.  Om dét at mennesker har brug for mennesker.                       Som det vigtigste. Som et behov i samme grad som mad, luft, vand og det. Måske kan vi nok strække os længere, inden vi falder fra hinanden. Men vi gør det på et tidspunkt; falder fra hinanden - uden hinanden. Jeg tænker om natten, at hvis ikke vi er os selv, ender det med, at vi bliver misbrugere af hinanden. Jeg tænker over, hvor mange misbrugere, der er. Omkring mig. Omkr…