Indlæg

Jeg vil bare ikke sove fra det

Okay, mens jeg venter, sker der ikke en skid. Med mig. For jeg tager mig af. Af dem jeg elsker, også for ligesom selv at kunne flyde ovenpå. Det FØLES sådan ind i mellem. Og alt andet er umuligt. Og jeg forstår så, at livet ER det. Livet ER at tage sig af dem, man holder af. At pleje, kysse, undskylde, anerkende, overbære, elske, skænde, tilgive, røre, vedholde, omsorge, omholde og alle de ord, jeg har lyst til skal findes til netop det her. Jeg tænker på, at alt hvad jeg hører, alt hvad jeg læser, alt hvad jeg tænker - at det hele handler om én ting.  Om dét at mennesker har brug for mennesker.                       Som det vigtigste. Som et behov i samme grad som mad, luft, vand og det. Måske kan vi nok strække os længere, inden vi falder fra hinanden. Men vi gør det på et tidspunkt; falder fra hinanden - uden hinanden. Jeg tænker om natten, at hvis ikke vi er os selv, ender det med, at vi bliver misbrugere af hinanden. Jeg tænker over, hvor mange misbrugere, der er. Omkring mig. Omkr…

Om levende Aleppobørn og ord, ord, ord.

Vinden er frisk og lugter af hav. Jeg tænker, jeg er sulten. Men lader alligevel tanken ligge for nu. Der er børn; der er mennesker, der dør af sult, og jeg væmmes over, hvordan vi altid svælger i det hele. Mad som vi smider ud. Eller noget vi har glemt, og så er det for gammelt, tror vi, og vi smider det ud. Jeg får det dårligt. 
Kvalme og den evige tilstand af dilemma fylder for en stund hullet i min mave.
Alle dem jeg burde skrive breve til. Alt det jeg burde sige. Alt det, jeg ikke kan få sagt. Alt det, jeg bedre kan skrive. Men tanken om breve er udmattende, jeg mister overblikket, og vil putte mig væk.
Jeg skriver andre ting. Lukker øjnene og beslutter mig for, hvad jeg skal skrive. Da jeg åbner dem, ser jeg fingrene danse, ser at der dukker ord op, og jeg forstår bedre, hvad de mener, når de siger, at det er teksten, der bestemmer. At det er ’spændende’ at se, hvilken vej teksten fører én. 
For det er sådan. Er det sådan? Jeg er fokuseret på, hvad sandheden er. Jeg er fokuseret på,…

Universelt: Om at skrive. Tanker om at skrive. Spørgsmål?

”Forfatterens rolle er ikke at sige, hvad vi alle kan sige, men hvad vi ikke er i stand til at sige.” Anaïs Nin
Jeg er stille. Som en vind, der ikke har rejst sig. Så stille. Men indeni larmer det. Så højt, at jeg er bange for, at kroppen sprækker. Med ord der fistrer i alle retninger. I alle årer, løber ordene så vildfarne og utæmmede, at jeg mister al kontrol over dem. De er sprælske og vil ud, men årene driver bare rundt i deres vante evindelige cirkler, og ordene drøner afsted hurtigere end takten i min puls, følger de med blodstrømmen. Ingen udvej finder de ord. De ord, der drøner i mit blod. Ingen udvej. Så jeg er stille. Som en vind, der ikke har rejst sig. Endnu. Sådan føles det, når jeg ikke kan skrive, det jeg vil. Det jeg ved, er det rigtige. Det jeg ved, er nerven. Ilden. Det jeg ved, der løber i mit blod. For det gør de ord. Og man kan føle sig som en fange, når man ikke kan få dem ud. Man kan føle sig besat og mærke en længsel efter frisættelse. Når ordene klumper sig samm…