Indlæg

Universelt: Om at skrive. Tanker om at skrive. Spørgsmål?

”Forfatterens rolle er ikke at sige, hvad vi alle kan sige, men hvad vi ikke er i stand til at sige.” Anaïs Nin
Jeg er stille. Som en vind, der ikke har rejst sig. Så stille. Men indeni larmer det. Så højt, at jeg er bange for, at kroppen sprækker. Med ord der fistrer i alle retninger. I alle årer, løber ordene så vildfarne og utæmmede, at jeg mister al kontrol over dem. De er sprælske og vil ud, men årene driver bare rundt i deres vante evindelige cirkler, og ordene drøner afsted hurtigere end takten i min puls, følger de med blodstrømmen. Ingen udvej finder de ord. De ord, der drøner i mit blod. Ingen udvej. Så jeg er stille. Som en vind, der ikke har rejst sig. Endnu. Sådan føles det, når jeg ikke kan skrive, det jeg vil. Det jeg ved, er det rigtige. Det jeg ved, er nerven. Ilden. Det jeg ved, der løber i mit blod. For det gør de ord. Og man kan føle sig som en fange, når man ikke kan få dem ud. Man kan føle sig besat og mærke en længsel efter frisættelse. Når ordene klumper sig samm…

Forvirring og fortvivling over verdenssituationen og alt det om at læse og skrive...

D. 4/9-17
Engang ejede naturen verden, og det er som om, den ikke gør det mere. Men at den prøver at gøre alt til sit igen. Josefine skriver det; ”Naturen arbejder på at gøre alt til sit.” Og det er sådan det er, det er sådan, jeg har det. Og på en måde er det trygt, men det gør mig underlig til mode, bange, for jeg ved, at naturen vinder til sidst. Og jeg ved, at mennesket er natur. Og jeg ved, at mennesket bliver natur. En dag bliver vi skyllet væk i havets masser. Ligesom alle de kroppe, der NU flyder rundt i verdens have, fordi vi ikke har plads til flere kroppe. Har vi ikke plads til flere kroppe? Jeg spørger bare, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre; har vi ikke plads til flere kroppe? Har vi ikke plads? Må folk gerne dø i meningsløshedens navn, fordi vi ikke har plads til flere kroppe? Må de? Folk dør, fordi vi ikke har plads. Børn. Børn. Børn. Børn uden bankende hjerter. Og det er ikke til at fatte, at det er fordi, vi ikke har plads. Er det fordi vi ikke har plads? Vil vi ald…

Er det til at forstå? Vigdis, Joumana og Naja.

Når jeg sætter mig ved skrivebordet, så er det ofte med en masse vanskelige spørgsmål. En masse tanker, der forvirrer mig, og et liv, jeg ikke altid forstår. Ligesom elskelige Vigdis Hjort siger, er skrivningen måske et erkendelsesværktøj. Et sted hvor man lærer om de svære og uforståelige ting. Når det der er uklart og udefinerbart i én selv, pludselig kan læses i nogle ord, man har skrevet, eller ord man læser, så forstår man dem. At finde svar i de ord, man læser er en lettelse, en følelse af, at man ikke er alene med sine tanker i denne verden. At opleve et menneske, der skriver præcis, hvad man tænker og fornemmer, der beskriver præcis, hvad man føler, så er det som om, noget falder i hak. Og noget lindres i en. Det er en befrielse fra noget, der lukker sig sammen om én. I virkeligheden vil vi alle sammen gerne være. Her. I verden. Er det ikke det, vi vil? Vigdis, norske kloge kloge Vigdis, siger om Kierkegaard. ”Der er så mange menensker, der bor i kælderen hos sig selv, selv om…