Heartwords

Majdagen er varm. Drengen brænder de bare fødder på trappetrinnene. Han spiser bær. Og snøfter på mit skød. Mennesker kommer ud af lejligheder. Jeg gemmer mig i min. Græder lidt i et håndklæde. Smører en mad, mens jeg tænker på solen. At jeg burde tage af dens energi nu. Gratis og mere trygt end det lyserøde solcenter. Om aftenen er der rod alle steder og mine negle er flossede. Som så meget andet. Ser på bøgerne, der ligger i stabler. Fyldes med kærlighed. Drengen vil gerne ind i Hakkebakkeskoven. Han peger på bogen og øjnene gnistrer. Jeg kender det. Pigen siger moar, og jeg troede hun sov. Jeg ignorerer lidt og ved det er nytteløst. Her i gaden ligger husene for tæt. Vidderne kender de ikke. Vinduerne skinner i en himmel, der er blå og grå og hvid, og jeg er en slags evig træt. Flere dage er der gået, hvor jeg har stået og kigget på, ting der sker. Foran mig. Ved siden af mig. Midt i mig. Jeg ved ikke hvad. Mens tråde rives og samles ganske forkert. Umuligt i en slags blinde.

På denne majdag er der nogen, der bliver gift. Der er nogen, der tørrer yoghurt op fra gulvet, og der er nogen, der lader det ligge. Jeg er næsten ligeglad. Mest irriteret over, hvordan huden i mit ansigt altid blusser rødt og svir under solens hårde første stråler. Som om ansigtet ikke tåler det. Selvom jeg trænger. I kroppen. I halsen. For vildt til den sol. Forleden skrev jeg til Esther, om hun ville gå med mig i solcentret og holde vagt i 6 minutter. Så kunne jeg ligge i den falske varme i en form for tryghed. Billederne af ham morderen fra Tølløse, der skar halsen over på den unge kvinde, forsvinder ikke, men med Esther bag døren får de ikke overtaget, tænker jeg. Så kan jeg lade de 40 kroner sive direkte ind gennem huden og måske føle en slags forår. Det er bare plastic. Esther kommer godt nok. Men hun siger nej. Er du klar over, hvad det gør ved din hud? Hun sparker lidt til den lyserøde plastickabine, og jeg kan ikke undgå at se de nye sorte Nike sko. Jeg smiler og nikke

Når hvert et ord, jeg skriver er banalt. Ferskt. Meningsløst, gennemsigtigt og intetsigende. Barnligt. Umodent og naivt. Når jeg længes efter, at ordene skal udtrykke mig, afsløre mig, manifestere sig som min følelse. Min drøm. Det jeg mærker. Ærligheden. Når jeg længes efter, at mine ord er lidenskabelige, levende og efterlader mig selv i rus. Efterlader læsere i rus. Når jeg længes efter at mine ord, skaber nye, ubegribelige, usandsynlige troværdige virkeligheder. Når jeg længes efter, at mine ord, giver mig ro. Gør mig høj. Men når mine ord blot efterlader en ubehagelig diskant, der ude af takt vibrerer gennem en hvilken som helst krop. Med en evig uro. En evig mavepine. En evig længsel, som for evigt findes i mig. Så venter jeg. Så læser jeg. Det er alt, jeg kan. Det er alt, der kan lindre en smule. I mens. Jeg venter. Og jeg sidder på spidsen. På kanten. I luften. Læser andre. Lever i andres ord. I Ditlevsens. Kære Tove. For evigt din. I Minors og Klougarts.   I Bront