Om majdagen, og ånden og skriveriet og Suzanne Brøgger og børnene og det.
Majdagen er varm. Drengen brænder de bare fødder på trappetrinnene. Han spiser bær. Og snøfter på mit skød. Mennesker kommer ud af lejligheder. Jeg gemmer mig i min. Græder lidt i et håndklæde. Smører en mad, mens jeg tænker på solen. At jeg burde tage af dens energi nu. Gratis og mere trygt end det lyserøde solcenter. Om aftenen er der rod alle steder og mine negle er flossede. Som så meget andet. Ser på bøgerne, der ligger i stabler. Fyldes med kærlighed. Drengen vil gerne ind i Hakkebakkeskoven. Han peger på bogen og øjnene gnistrer. Jeg kender det. Pigen siger moar, og jeg troede hun sov. Jeg ignorerer lidt og ved det er nytteløst. Her i gaden ligger husene for tæt. Vidderne kender de ikke. Vinduerne skinner i en himmel, der er blå og grå og hvid, og jeg er en slags evig træt. Flere dage er der gået, hvor jeg har stået og kigget på, ting der sker. Foran mig. Ved siden af mig. Midt i mig. Jeg ved ikke hvad. Mens tråde rives og samles ganske forkert. Umuligt i en slags blinde.