Heartwords

Når jeg sætter mig ved skrivebordet, så er det ofte med en masse vanskelige spørgsmål. En masse tanker, der forvirrer mig, og et liv, jeg ikke altid forstår. Ligesom elskelige Vigdis Hjort siger, er skrivningen måske et erkendelsesværktøj. Et sted hvor man lærer om de svære og uforståelige ting. Når det der er uklart og udefinerbart i én selv, pludselig kan læses i nogle ord, man har skrevet, eller ord man læser, så forstår man dem. At finde svar i de ord, man læser er en lettelse, en følelse af, at man ikke er alene med sine tanker i denne verden. At opleve et menneske, der skriver præcis, hvad man tænker og fornemmer, der beskriver præcis, hvad man føler, så er det som om, noget falder i hak. Og noget lindres i en. Det er en befrielse fra noget, der lukker sig sammen om én. I virkeligheden vil vi alle sammen gerne være. Her. I verden. Er det ikke det, vi vil? Vigdis, norske kloge kloge Vigdis, siger om Kierkegaard. ”Der er så mange menensker, der bor i kælderen hos sig selv, s

Jeg går altid rundt i de samme sko. Slidte og udtrådte og lidt bløde, mens jeg for det meste drømmer om nyt læder. Jeg drømmer om, hvordan mine fødder glider ned i de nye og danser afsted på veje, jeg ikke kender endnu. Sådan er det ofte, at jeg tænker på sko. Men jeg går rundt og føler mig lidt som én, der har levet i 100 år. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg har oplevet, men der er så mange længsler i mig. Der er så meget uforløst, som hos én, der har klemt alt inde i mindst 100 år. Sådan føles livet nu og da. Og når jeg hører en ældre dame tale i telefon med kaffen i porcelæn bag mig, snurrer det sammen i mit indre, for jeg ved ikke, hvem hun er, men hun føles som mig. Og mine fingre sitrer og mit hjerte banker små hårde slag. Så hurtigt så hurtigt. Og jeg fyldes af min barndom, som er alle steder i mig. Og alligevel forstår jeg ikke, hvor den er nu.  For hvor er fortiden? Hvor er de minder, der har skabt den jeg er nu? Det undrer mig hver dag. Er det en fantasi, som kun je