Er det til at forstå? Vigdis, Joumana og Naja.

Når jeg sætter mig ved skrivebordet, så er det ofte med en masse vanskelige spørgsmål. En masse tanker, der forvirrer mig, og et liv, jeg ikke altid forstår. Ligesom elskelige Vigdis Hjort siger, er skrivningen måske et erkendelsesværktøj. Et sted hvor man lærer om de svære og uforståelige ting. Når det der er uklart og udefinerbart i én selv, pludselig kan læses i nogle ord, man har skrevet, eller ord man læser, så forstår man dem.

At finde svar i de ord, man læser er en lettelse, en følelse af, at man ikke er alene med sine tanker i denne verden. At opleve et menneske, der skriver præcis, hvad man tænker og fornemmer, der beskriver præcis, hvad man føler, så er det som om, noget falder i hak. Og noget lindres i en. Det er en befrielse fra noget, der lukker sig sammen om én.

I virkeligheden vil vi alle sammen gerne være. Her. I verden. Er det ikke det, vi vil?

Vigdis, norske kloge kloge Vigdis, siger om Kierkegaard. ”Der er så mange menensker, der bor i kælderen hos sig selv, selv om der ledigt i øverste etage, hvor udsigten er vid og perspektivet er uendeligt.”

Men jeg forestiller mig, at folk er bange for at klatre op af de trapper fra kælderen. Folk er gode til at prædike dernede, og folk er gode til at stille idealer op, men folk bliver bange for at leve deres eget liv efter idealerne. Jeg er bange. Jeg er folk. Jeg er mange. Jeg er hende, jeg er ham, jeg er dem. Vi er hende, vi er ham, vi er dem alle. Er det til at forstå?

Jeg er ikke ét menneske. Jeg er mange. Og jeg må ikke være så bange, jeg må ikke lade mit liv være styret af angst, jeg må ikke lade mine handlinger og mine ikke-handlinger være styret af angst - for hvorfor så leve? Hvad er tiden så værd? Den tid, der vitterlig forsvinder ud i det blå. Den tid, som jeg ikke kan fortryde, den tid som jeg ikke kan lave om, den tid, jeg ikke kan få tilbage. Når jeg skriver, river jeg små blade af angst af mig, små blade for hvert ord, og det føles så rigtigt at blive lettere på den måde. En anelse for hvert ord. Er det til at forstå?

Jeg læser en kvindelig arabisk forfatter. Jeg er blevet forelsket i Joumana Haddad. Hun skriver hele tiden til mit indre. Så noget falder i hak. Først er det en sus i kroppen, en hurtig rus, vildskab, en slags adrenalin, der ruller gennem årene. Og jeg vil råbe til alle. Naboerne og folk på promenaden. Se nu her, lyt, læs. Fantastisk.  

Og så; ro. Tryghed, lindring, en hule til mine tanker. Noget der falder på plads i en særlig form. Noget der falder i hak. Joumana Haddad fra Libanon, du skriver også til mig:

”Jeg er overbevist om, at læsning er et af de vigtigste redskaber til frigørelse, som noget menneskeligt væsen overhoved har.”

I går mødte jeg Naja, jeg så i hendes øjne og mærkede, at hun var virkelig og levende. Og jeg græd igen over de ord, jeg hørte. De ord, jeg har læst. Og jeg græd over de andre, der græd. Jeg græd over alle de mennesker, der længtes efter at græde. Alle de mennesker omkring mig, der stod der og lyttede til Najas ord. Alle de mennesker der samles for at befri deres længsel. Alle de mennesker, der lod sig selv græde. Alle de mennesker, der ikke var bange dér.

At vi et øjeblik smeltede sammen. At vi alle har de ord i vores sjæl nu. At vi alle sammen bærer noget af din sorg, Naja fordi vi også er mennesker, fordi vi længes efter at føle noget. At vi længes efter en kanal, hvor vi kan lade længslen flyde. Og fordi din sorg er ubærlig alene. Og jeg sagde tak til dig, Naja, fordi Carls bog lindrer noget for os alle. Selvom vi ikke har et barn, der er dødt.

Bogen er så levende. Så smuk. Så befriende. Så modig. Så sørgelig. Så sand. Og vi bærer den alle sammen i vores hjerte.

Litteraturen er levende. Litteraturen er menneskelig. Litteraturen er åndelig.

Er det til at forstå?