Forvirring og fortvivling over verdenssituationen og alt det om at læse og skrive...

D. 4/9-17

Engang ejede naturen verden, og det er som om, den ikke gør det mere. Men at den prøver at gøre alt til sit igen. Josefine skriver det; ”Naturen arbejder på at gøre alt til sit.” Og det er sådan det er, det er sådan, jeg har det. Og på en måde er det trygt, men det gør mig underlig til mode, bange, for jeg ved, at naturen vinder til sidst. Og jeg ved, at mennesket er natur. Og jeg ved, at mennesket bliver natur.

En dag bliver vi skyllet væk i havets masser.

Ligesom alle de kroppe, der NU flyder rundt i verdens have, fordi vi ikke har plads til flere kroppe. Har vi ikke plads til flere kroppe? Jeg spørger bare, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre; har vi ikke plads til flere kroppe? Har vi ikke plads? Må folk gerne dø i meningsløshedens navn, fordi vi ikke har plads til flere kroppe? Må de?

Folk dør, fordi vi ikke har plads.

Børn. Børn. Børn. Børn uden bankende hjerter. Og det er ikke til at fatte, at det er fordi, vi ikke har plads. Er det fordi vi ikke har plads?

Vil vi aldrig komme til at forstå det? Vil vi aldrig få nok? Vil vi aldrig kæmpe for andre end os selv?

Det er jo ikke naturen, der dræber disse mennesker. Det er os. Os der har alt. Sådan tænker jeg.

Jeg skælver. Jeg lever. Jeg prøver at se, alt den plads, jeg har. Jeg prøver at se, det liv jeg har.

---------Bang----------

Jeg var i Tivoli med børnene, og der var balloner og gynger og ballongynger over alt. Jeg så også Josefine der, det gjorde jeg, men jeg lod som ingenting, og synes det var fint, for det var jo også hende, der skrev det smukke, jeg læser. Og alt blev blandet sammen i mit hoved, da jeg så hende der.  

Og så tænker jeg atter på det med at læse. 

Alle de mennesker, der kunne læse. 

Alle de mennesker, der ikke læser. 

Alt det, jeg gerne vil læse. 

Alt det, jeg ikke når at læse. 

Alt det, jeg aldrig når at læse. 

Alt det jeg skriver. 

Alt det, jeg vil skrive. 

Alt den mening, der er i mig. 

Alt det.

Det er wow, flyvende.

Så blev det næsten nat, og børnene faldt i søvn, mens vi cyklede gennem byen, og det var helt okay, alting lige dér. Og om morgenen vågende vi sødt i solen, der brød ind i det lille soveværelse, hvor vi lå som klumper, og jeg fik tanken som et knytnæveslag i maven, at jeg lå der så blødt i min seng, og jeg burde egentlig være et sted, hvor der er brug for al hjælp. Ikke græde sådan over mig selv, men græde over dem, der kæmper. For at beholde livet. For at leve det uden at dø af forfærdelig meningsløs krig. Eller noget andet meningsløst. Dét er noget at græde over. Jeg burde være der, tænker jeg, men ryster over, at jeg ikke forstår, hvordan.

Jeg ånder roligt, indtil slaget har fortaget sig.  

Og jeg rejser mig med de tunge fødder, jeg har. Og kysser mine børn igen over havregryn og mælk og råb og skrig og klodser og sokker og pletter på gulvet og møl i lampen og løse tænder i små røde skattekister. Jeg gør det her nu. Jeg er også mor. Og de er små og levende, og jeg skubber panikken ud til siden. Den skal ikke løbe om hjørner med mig. Og jeg tænker på Naja. Evig og altid dukker hun op i mine tanker. Men jeg lader hende være der, det føles underlig velkendt. 

I det mindste, må vi kæmpe for det, vi har. Det vi har her og nu. Det må vi i det mindste kæmpe for! Jeg har lyst til at råbe det i hovedet på nogen. Så kæmp for noget! Dog.

Vi har et levende liv, sådan tænker jeg. Og ordene føles rigtige og egentlig lette at skrive, og jeg ved, det er sværere, når det kommer til kampen, ja det ved godt! Men den tager jeg derfra. Det gør jeg. Livet er ikke for sjov. Livet er indtil, man dør.

Så skriver jeg videre, for jeg har besluttet at skrive. 

Jeg har besluttet, at det er en vej! 

Og det er da i det mindste noget.