Universelt: Om at skrive. Tanker om at skrive. Spørgsmål?

”Forfatterens rolle er ikke at sige, hvad vi alle kan sige, men hvad vi ikke er i stand til at sige.”

                                                                        Anaïs Nin

            Jeg er stille. Som en vind, der ikke har rejst sig. Så stille. Men indeni larmer det. Så højt, at jeg er bange for, at kroppen sprækker. Med ord der fistrer i alle retninger. I alle årer, løber ordene så vildfarne og utæmmede, at jeg mister al kontrol over dem. De er sprælske og vil ud, men årerne driver bare rundt i deres vante evindelige cirkler, og ordene drøner afsted hurtigere end takten i min puls, følger de med blodstrømmen. Ingen udvej finder de ord. De ord, der drøner i mit blod. Ingen udvej. Så jeg er stille. Som en vind, der ikke har rejst sig. Endnu.

            Sådan føles det, når jeg ikke kan skrive, det jeg vil. Det jeg ved, er det rigtige. Det jeg ved, er nerven. Ilden. Det jeg ved, der løber i mit blod. For det gør de ord. Og man kan føle sig som en fange, når man ikke kan få dem ud. Man kan føle sig besat og mærke en længsel efter frisættelse. Når ordene klumper sig sammen i én, og man arbejder efter en taktløs rytme, der er uværdig til at forvente nogens forståelse. Nogens nik. Nogens genkendelse. For det er vel det, ordene skal. Vække en genkendelse. I den der skriver, eller i den der læser. Hos nogen skal noget vækkes! Og man må starte med at vække sig selv. Sådan tænker jeg om det at skrive lige nu.

            I mens jeg tænker det, skriver jeg lidt her i min dagbog. For jeg ved, at jeg glædes, i hvert fald over det. At der er et sted, hvor det handler om at skrive forvirringen og angsten og usikkerheden ud. Skrive det hele ud, så vidt man kan, uden at det handler om andet. Det er fint at opfinde sådan et sted, hvor man kan øve sig. Og så opdager man, at de ord man skriver, vel er fine nok, men at de i den grad er en dans om den varme grød.

Egentlig burde man vel tvinge sig til ikke at skrive den slags, fordi man ved, det er en undskyldning, man giver sig selv, for det der egentlig gælder. At skrive om tvivlen har alle gjort. Bliver man egentlig klogere af det? Nærmer man sig ilden af det? Jeg har svært ved at tro det. Men hvad siger de? De siger; skriv. Skriv!

            Ind i mellem tænker jeg, at jeg skulle skrive en bog, fuld af andres ord, jeg kunne lave en glimrende roman, brændende af den mest iltre ild, kun sammensat af citater, fra de mennesker, der skriver i livet. Alle de mennesker, jeg læser dagen lang. Der siger det, jeg leder efter, og det jeg bliver ved med at lede efter. Se det ville være en vindunderlig bog.

            Og jeg spørger mit indre hylster; eller jeg råber langt ud i universet: skal litteratur bestå af smukke ord, spørgsmål, sandheder og bevingede sætninger med et langt ekko af eftertænksomhed? Skal litteraturen bestå af en handling, skal der være et narrativt forløb? Skal jeg skrive om det, jeg ved, eller skal jeg skrive om det, jeg vil vide – det jeg vil forstå – som alt i denne verden!

For jeg ved jo så forsvindende lidt, så forsvindende lidt. Hvis jeg skriver udad, finder jeg så svaret indeni? Er det ikke dér alle svarene er i sidste ende, eller i første ende? Opdager jeg det hele for sent? Hvordan lader man sig rive med? Det hele er spørgsmål. Måske er det, det jeg skal forstå, når jeg leder efter svar… at det hele er spørgsmål.

Noget ved jeg. For jeg har fortalt mig selv det – når jeg skriver:

           

Må jeg alt.

Vil jeg alt.

Kan jeg alt.  

GØR JEG ALT.

Og ja, det stod der.

Sort på hvidt.

Someday.

            Og mens jeg læser videre i alle de andres fyldestgørende, rørende, traumatiske, glædesstrålende, sørgelige ord, i min evige jagt, falder jeg over dette, der får min stilhed til at fryse, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal tø:

”Alt det der med at blive bevidst, at blive forfatter, drejer sig i virkeligheden om at spørge: Hvor levende er jeg villig til at være?”

                                  Anne Lamott, amerikansk forfatter.

Hvor levende er jeg villig til at være?