Om levende Aleppobørn og ord, ord, ord.
Vinden er frisk og lugter af hav. Jeg tænker, jeg er sulten. Men lader alligevel tanken ligge for nu. Der er børn; der er mennesker, der dør af sult, og jeg væmmes over, hvordan vi altid svælger i det hele. Mad som vi smider ud. Eller noget vi har glemt, og så er det for gammelt, tror vi, og vi smider det ud. Jeg får det dårligt. Kvalme og den evige tilstand af dilemma fylder for en stund hullet i min mave. Alle dem jeg burde skrive breve til. Alt det jeg burde sige. Alt det, jeg ikke kan få sagt. Alt det, jeg bedre kan skrive. Men tanken om breve er udmattende, jeg mister overblikket, og vil putte mig væk. Jeg skriver andre ting. Lukker øjnene og beslutter mig for, hvad jeg skal skrive. Da jeg åbner dem, ser jeg fingrene danse, ser at der dukker ord op, og jeg forstår bedre, hvad de mener, når de siger, at det er teksten, der bestemmer. At det er ’spændende’ at se, hvilken vej teksten fører én. For det er sådan. Er det sådan? Jeg er fokuseret på, hvad sandheden er.