Jeg vil bare ikke sove fra det

Okay, mens jeg venter, sker der ikke en skid. Med mig. For jeg tager mig af. Af dem jeg elsker, også for ligesom selv at kunne flyde ovenpå. Det FØLES sådan ind i mellem. Og alt andet er umuligt. Og jeg forstår så, at livet ER det. Livet ER at tage sig af dem, man holder af. At pleje, kysse, undskylde, anerkende, overbære, elske, skænde, tilgive, røre, vedholde, omsorge, omholde og alle de ord, jeg har lyst til skal findes til netop det her.

                      Jeg tænker på, at alt hvad jeg hører, alt hvad jeg læser, alt hvad jeg tænker - at det hele handler om én ting. 

Om dét at mennesker har brug for mennesker. 

                     Som det vigtigste. Som et behov i samme grad som mad, luft, vand og det. Måske kan vi nok strække os længere, inden vi falder fra hinanden. Men vi gør det på et tidspunkt; falder fra hinanden - uden hinanden.

Jeg tænker om natten, at hvis ikke vi er os selv, ender det med, at vi bliver misbrugere af hinanden. Jeg tænker over, hvor mange misbrugere, der er. Omkring mig. Omkring os alle. Og jeg mærker kontrasten som en knivsæg hver dag.

I dine råb.

I dine ord.

I din kærlighed.

I din styrke.

I dit livsmod.

Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til.

                                                                                                            Jean-Paul Sartre

Jeg læser lidt Sartre for første gang. Ordene blinker i stålet mod nogens hals. Jeg læser, at det ligger i mennesket, at det skal være sig selv. At det skal finde sig selv. At det ikke skal blive fanget ved siden af sig selv. Og sådan forstår jeg bedre min længsel mod at forstå mig selv.

Det er meningen, at vi skal være os selv.

Det er meningen, at vi skal være os selv.

For er være noget for hinanden.

Som en ligning, der ikke går op uden ligevægt på begge side. Det ved man jo, ikk?

Hvad er det for en angst, der er omkring mig? Der nedbryder og undertrykker. Presser og låser. Der æder kreativitet, udvikling og den naturlige udfoldende kærlighed. Der hæmmer og fastholder.

Jeg er træt af den. Jeg er træt af, hvordan mennesker styres af angst. Lader sig føre blindt igennem livet.

I stedet for at styres af…. ja, af sig selv.

                      Det er et jeg, der taler, siger Lone Aburas, som der måske netop er. ’Det er et jeg, der taler’. Der er et jeg, der taler… 

Hvis jeg åbner mig ud mod verden, forstår jeg mere af den. Hvis jeg forstår mere af verden, er det nemmere at være i den. Eller er det så sværere?

                      Hvis jeg giver gavmildt af mig selv, får jeg så gavmildt tilbage?

Ja, jeg spørger bare.

Og når der nu er så meget kærlighed i det hele, hvorfor kan folk så ikke bare bruge den? Jeg er træt og lægger mig. Men så vågner jeg klokken 2 og 3 og 4 og 5 og 6 og hele tiden, for jeg vil bare ikke sove fra det.

Det vil jeg bare ikke.