At være nogens livsven
Det var oppe på kvisten.
På anden etage, under taget. Vi sad i døråbningen til den franske altan, og røgringene
svævede ud mellem dine bløde læber. Det var noget i dit blik, den vanvittige
humor. Sort og ind i mellem manisk. Og så melankolien bag det hele.
Om natten talte du i et
bevidstløst sprog, og jeg havde det som om, noget i dig ledte efter exit.
Prøvende frem, ad snævre
gange fra dine opfyldte depoter. Depoter med så meget af det forkerte.
Vores tanker snoede sig
sammen, ubesværet, deterministisk.
På et tidspunkt gled vi
ned af Frederikssundsvej med sorte nylonbukser stramt på hofterne. Hennafarve i
håret i forsøg på at sætte flere spor. At trække streger. At råbe op og være
dér, hvor livet var. At dele længslen efter mere.
Senere gik vi langs
Seinen, og du grinede af min måde at tænde cigaretten på. Den måde, jeg satte
stråhatten med det sorte Corona-bånd. Og dit blik fyldte mig med en slags mod.
Og jeg ville vise dig, hvordan alt det, jeg drømte om at turde, var muligt at
turde med dig.
Dengang forstod jeg ikke,
hvor uendelig verden var. Det var den bare. Og vi tog ud i den, så almindeligt.
Som en frihed, vi forventede af livet. At bevæge sig ind over tundralandskaber. At gå
til venstre og højre af broer over kanaler. Over floder. At tabe ting. Og at
efterlade sig spor. På stranden i Biarritz, var vinden kold og saltet. Der var
palmer og himlen var grå, og det var lige meget.
Nu skriger morgenbørnene
i gården. Det har regnet igen, og jeg vender en side
i avisen, mens jeg puffer en klods ind under sofaen. Jeg gider ikke samle
klodser op hele tiden. Jeg laver rødbedejuice med mynte, og børnene vil kun
have dem rå, rødbederne. Den røde farve, der lægger sig om drengens mund. Og
når jeg har afleveret ham, græder jeg lidt, mens mine skuldre ryster, over hans
hånd der holdt så fast i min.
I vores børn forplantede
længslen sig. Sådan er det. Den kommer et sted fra, og den vil et sted hen.
Jeg tænker på, om man
nogensinde bliver klar til at lade evigheden opsluge sig. Findes længslens
forløsning først dér?
Af og til lukker jeg øjnene
og skriger over verden, der hakker i det. Eller smøgerne der koster 44,50.
Eller furerne der bliver ved med at krakelere mellem de italienske fliser i mit
køkken. Eller hvordan pyramiden burde pege med spidsen nedad, sådan som de
basale behov ændrer sig abstrakt, mens børn med gråt støv forsøger at kravle ud
af meningsløsheden. Hvilket ben skal jeg stå på?
Jeg råber, fordi min
datter taber et glas mælk på gulvet, og bagefter river jeg mig selv i håret,
mens jeg løfter hende henover det knuste glas.
Jeg ryster af skam, der flosser
mine negle. Dét at jeg er nogens mor, og dét, at jeg drømmer. Skam i balance. Vi
balancerer på trappestier, på kanter, for vi opdager, at bekvemmeligheden ikke
indeholder forløsning.
Men du gør livets ting
med et mod, der får mig til at begribe determinismen i sin egentlige forstand.
I morgen går vi ved
fjorden sammen, jeg lægger nakken tilbage. Mågerne svæver over os.
Vind alle veje.
Kommentarer
Send en kommentar